Februar og marts er altid en lidt kedelig periode. Det er måneder, hvor jeg går og tripper efter de nye friske råvarer, som foråret og den tidlige sommer byder på. Nu har vi snart spist rodfrugter og kål længe nok, skulle jeg mene. Og dog. For jeg har lige den sidste opskrift på herlig vintersalat i ærmet. Og den er skam ikke spor kedelig!
Salat med knoldselleri med ristede hasselnødder og tranebær
Knolde, pære, nødder og tørret frugt. Forenet i en enkel, smuk og hvid vintersalat.
Knoldselleri, eller rodselleri som den også kaldes, er broget udenpå, men noget så smukt hvid indeni. Den bruges mest som smagsgiver – eksempelvis som grundsmag i supper og andre tungere vinterretter.
Men det er faktisk lidt synd. For den kan sagtens selv!
Knoldselleri har den fineste milde smag, som både er lidt sød og bitter på samme tid. Den kan derfor godt lide at få selskab af lidt syre. Og så smager knoldselleri også af umami – du ved, den der lidt mærkeligt definerbare smag, som ofte blot forbindes med “velsmag”. Sådan en lidt tung og fyldig. Og særligt derfor synes jeg, det kunne være interessant, at lade knoldselleri spille hovedrollen i en salat.
Det gør den nemlig alt for sjældent.
Jeg har snittet knoldselleri og et par pærer helt papirstyndt på mit mandolinjern, og vendt det med en oliedressing med friskpresset citronsaft og honning. Derudover også karse, som heldigvis kan dyrkes i vindueskarmen året rundt, og giver en krydret løgsmag.
Og som altid, så er der drys på toppen! Her i form af ristede hasselnødder og tørrede tranebær.
En anden vintersalat, som jeg heller aldrig bliver træt af, er denne rødkålssalt med æbler og brombær!
Find opskrift på knoldsellerisalat, pære og karse her:
Prøv den til fisk og fjerkræ, eller vendt sammen med kogt perlebyg til en fyldig middagssalat.
Fintsnittet vintersalat med knoldselleri, pære og karse
Ingredienser
- 1 knoldselleri
- 2 pærer (eller æbler)
- 1/2 citron, saft heraf
- 1 bakke karse
- 1 håndfuld tørrede tranebær
- 1 håndfuld hasselnødder
- 2 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- 1 tsk honning
- 1 tsk havsalt
- friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
- Rist hasselnødder på en tør pande til de er gyldne og skrællen kan nulres af. Deles i halve.
- Pres saft af en halv citron i en skål og kom iskoldt vand ved.
- Skræl knolden og skær den i 1 cm tykke skiver.
- Skær knoldselleri og pærer i tynde strimler på mandolinjern*. Kommes i det iskolde citronvand, så ikke det oxideres og bliver kedeligt brunt.
- Bland olivenolie, citronsaft, honning, salt og peber.
- Dræn citronvandet fra der fintsnittede knoldselleri, og slyn det fri for vand. En salatslynge er perfekt til dette formål!
- Vend fintsnittet knoldselleri og pære med dressingen og klippet karse. Drys med ristede hasselnødder og tørrede tranebær.
Noter
Skriv et svar