Billederne burde kunne overbevise jer!
Det her er verdens bedste æblekage!
Den er blød og svampet i midten og ovenpå har den et lag af karameliserede æbler og hasselnødder. YUM ! ♡
Jeg har inviteret familien på boller og kage i starten af oktober i forbindelse med at jeg kravler op ad aldersstigen. Og det kræver selvfølgelig en testbagning først! Og da jo er efterår, så synes jeg, at æblekage måtte være det helt rigtige kagevalg!
Jeg er i hvert fald ovenud ekstatisk over resultatet og brugte en hel fredag eftermiddag på at skyde billeder af den. Den er jo super fotogen! Så det krævede et billede fra alle vinkler af; ovenfra, 45 grader og i øjenhøjde. 2 af dem har i glæde af i dette indlæg.
Server den gerne mens den stadig er lidt lun og med en god klat cremefraiche. Lidt syre fra cremefraichen vil klæde æblekagen, da den ellers kan virke meget sød.
Vild med æblekage? Så prøv også min æblekage med marcipan!
Find opskriften på æblekagen lige her:
Æblekage med hasselnøddekaramel og kanel
Ingredienser
Æblekage:
- 2 æg
- 200 g sukker
- 100 g creme fraiche 9% eller ymer
- 200 g smør
- 200 g mel
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk salt
- 200 g æbler skrællet og skåret i tern
- 2 røde æbler skåret i tynde både
Hasselnøddekaramel:
- 25 g æblesirup (se link til opskrift nederst eller brug en anden sirup)
- 25 g brun farin
- 10 g smør
- 1/2 tsk stødt kanel
- hasselnøddeflager
SÅDAN GØR DU
Æblekage:
- Tænd ovnen på 180 grader C.
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt.
- Vend creme fraichen i æggesnapsen.
- Smelt smørret, lad det køle lidt og vend det så i dejen.
- Bland mel, bagepulver og salt og bland det i dejen.
- Vend til sidst æbletern i dejen og skrab den over i en smurt springform (Ø 20cm).
- Læg æblebådene ovenpå kagen i et smukt mønster.
- Bag æblekagen i 45 minutter.
Hasselnøddekaramel:
- Smelt farin, æblesirup og smør sammen i en lille gryde.
- Når kagen har bagt 45 minutter, tages den ud og karamelmassen fordeles udover.
- Drys med hasselnøddeflager og sæt kagen tilbage i ovnen og lad den bage yderligere 30 minutter eller indtil kagen er færdigbagt i midten.
- Gør sig bedst lun og med en klat cremefraiche til!
Link til æblesirup.
Skriv et svar