Spiret boghvede er sprængfyldt med næring – her får du hvorfor og hvordan boghvede spires. Brug dem i bagværk, mysli eller som her til en boghvedesalat med flerfarvede gulerødder, beder og feta.
Jeg har virkelig fået øjnene op for boghvede! Og hvilken øjenåbner!
Boghvede er botanisk set et frø – og derfor også glutenfrit. De smager lidt af nødder og er fantastiske ristet ovenpå salater – som drys på en cremet blomkålssalat eller grillet spidskålssalat.
Men vil du have max næring ud af boghveden – så skal du spire den.
Spiret boghvede – hvorfor og hvordan
Som så mange andre frø indeholder boghvede antinæringsstoffer der gør nogle næringsstoffer utilgængelige, og som vi derfor ikke får nogen nytte af. Eksempelvis indgår visse mineraler i et ufordøjeligt kompleks kaldet fytat.
Derfor er det en rigtig god ide at iblødsætte frø og kerner – og dermed få igangsat spiringen.
Iblødsætning vil nemlig aktivere en række processer i frøet, da det nu er under omstændigheder, hvor det kan spire og blive til en plante. Og de processer gør næringstofferne mere tilgængelige for os.
Enzymer aktiveres – hvoraf et enzym vil nedbryde fytat og gøre minerallerne bedre tilgængelige. Andre enzymer vil begynde nedbrydningen af komplekse proteiner og hermed lette fordøjelsen af dem – boghvede indeholder faktisk hele 12-13% protein af høj biologisk værdi!
Sådan spirer du boghvede:
- Dæk hel boghvede med rigelige mængder vand og lad dem stå i blød i 8-12 timer.
- Dræn de udblødte frø igennem en sigte og rens dem godt med rent vand.
- Lad boghveden spire i ca. 8 timer – lad dem ligge i sigten med en skål under. Rens igen.
Så nemt er det!
Du kan sætte boghveden i blød om morgenen, dræne dem om aftenen, og lade dem spire videre natten over.
Herefter kan de bruges med det samme, stilles i køleskabet til snarlig brug, eller tørres i ovnen ved lav temperatur til brug i en mysli.
Eller du kan lave den her farverige sag!
Opskrift på boghvedesalat med rodfrugter, feta og persille
Vi har allerede taget hul på årstiden med grovere mad – mad med rodfrugter. Sprøde og saftige netop nu.
Gulerødder og beder er blandt mine favoritter – og så fås de i den skønneste palette af farver og mønstre. Og smager himmelsk i kombination med feta og persille!
Den firkløver har jeg vendt sammen med min spirede boghvede og fået den herligste, farverrige salat ud af. Den scorer højt på både næring og kostfibre.
Spiret boghvedesalat med gulerødder og beder
Ingredienser
- 1,5 dl hel boghvede
- vand til iblødsætning
- 2 beder
- 6-8 gulerødder
- 100 g feta (juster mængde efter præference)
- 1 stor håndfuld persille
- 3 spsk olivenolie
- 1 citron, saften heraf
- 1-2 tsk sød sennep
- 1-2 tsk honning
- salt og peber
SÅDAN GØR DU
Spiret boghvede
- Iblødsæt boghvede i rigeligt vand i 8-12 timer (om morgenen).
- Dræn igennem en sigte, rens med rent vand (om aftenen) og lad boghveden spire i 8 timer (natten over).
- Rens igen og brug med det samme eller stil dem på køl indtil brug.
Boghvedesalat
- Rør en dressing af olivenolie, citronsaft, sennep, honning, salt og peber.
- Skræl gulerødder og beder. Brug kartoffelskrælleren til at lave strimler af gulerødder og skær bederne i tynde skiver.
- Hak persillen groft – også stænglerne.
- Vend spiret boghvede, rodfrugter og persille med dressingen.
- Knus feta og fordel den ovenpå boghvedesalaten og server med det samme.
Skriv et svar