Jeg kan s l e t ikke få armene ned over hvor skøn denne spidskålssalat er! Og så smuk ! Der var gang i en seriøs omgang food styling med den her smækre spidskålssalat (her er det vist passende at smide et ikke-sponsporet tip om Louises fantastiske foodstyling masterclass!)
Gør dig selv en tjeneste og prøv denne sprøde spidskålssalat med sommermodne kirsebær, feta og ristede solsikkekerner.
Den smager af sommer, solskin og gode tider – lige de smage jeg trængte til på dagen, hvor jeg gik på sommerferie med et godt eksamensresultat. Og med et stykke stegt ørred til, kunne det vitterligt ikke bliver mere sommerligt på min tallerken.
Jep, der fik jeg lige sneget min sommerferie elegant ind!
S o m m e r f e r i e !! Der skal laves en masse god mad til bloggen, der skal strikkes og ikke mindst, så skal vi også lige en tur ned og besøge savannen og lidt palmestrande. Der er masser af skønne ting i vente, og jeg glæder mig sådan til en pause fra studiet inden der tages hul på sidste studieår.
Apropos sidste studieår, så nærmer specialet sig jo drastisk. Og som det ser ud lige nu, så er der styr på det overordnede emne:
Madmod.
Det er et så sigende ord! Det handler om maddannelse hos børn, om at skabe nogle rammer for dem, hvor de tør udforske god, sund mad. Det bliver så vanvittig spændende, og jeg håber sådan, at det er noget jeg kan få lov til at udforske endnu mere i arbejdslivet efter studierne. Fingers crossed.
Jeg tager allerede en føler på arbejdslivet lidt længere henne på sommeren, hvor jeg har meldt mig som frivillig instruktør på en af sommerens madskoler. Det skal nok blive sjovt, udfordrende og givende!
Men tilbage til spidskålssalaten –>
Spidskålssalat med kirsebær og feta
Ingredienser
Spidskålssalat
- 1/2 - 1 spidskål - afhængig af størrelse
- 20-30 kirsebær
- feta - i mængder som du synes
- ristede solsikkekerner
Dressing
- 4 spsk koldpresset rapsolie
- 3 spsk æblecidereddike
- 1 tsk sød sennep
- 1 tsk honning
- 1/2 tsk salt
SÅDAN GØR DU
- Fjern stok of skyl spidskålen. Snit den så fint som du kan.
- Del kirsebærene og fjern stenene.
- Bræk feta i stykker.
- Rist solsikkekerner på en tør pande.
- Rør dressingen sammen.
- Vend den fintsnittede kål i dressingen og anret derefter med kirsebær, feta og ristede solsikkekerner.
Skriv et svar