Her får du en opskrift på en vidunderlig rødbedesalat med feta, æble, valnødder og frisk timian som gør sig godt i den lange vintersæson.
Salat med rødbede og æble – en sublim vintersalat!
Kombinationen af rødbede, den salte feta, friske æble og letbitre valnødder giver en virkelig skøn og komplet smagsoplevelse. Timian sætter lige den sidste kant på salaten – og som også ser brandgodt ud med den grønne kontrast til de mørke rødbede og hvide feta!
Rødbederne er først kogt hele og herefter skåret i grove stykker. For at give rødbederne lidt ekstra kant, er de karamelliseret let på en pande i en blanding af honning og æblecidereddike. Når eddiken koger ind balancerer den tilbageværende syre rødbederne helt eminent!
Relateret: rødbedebøffer med feta
Relateret: bagte rødbeder og blommer
Opskrift på rødbedesalat med feta her:
Prøv den med groft brød til som en frokostret, eller som tilbehør til aftensmaden.
Rødbedesalat med æble, feta og timian
Ingredienser
- 2 mellemstore rødbeder
- 2 spsk æblecidereddike
- 2 spsk honning
- 1 æble
- feta (bestem selv mængden)
- 1 håndfuld valnødder
- frisk timian
SÅDAN GØR DU
- Skrub rødbederne fri for jord og kom dem i en gryde med dækkende vand. Kog rødbederne møre.
- Fjern skrællen fra de kogte rødbeder mens de stadig er varme. Skær rødbederne i grove stykker.
- Kom honning og æblecidereddike på en varm pande sammen med rødbedestykkerne og lad dem karamellisere til eddiken er kogt ind. Rør jævnligt så honningen ikke brænder på.
- Kom de færdigstegte rødbeder over i et serveringsfad. Enten lader du dem køle helt ellers serveres de lune.
- Skær æblet i tynde skiver, knus fetaen og fordel ovenpå rødbederne.
- Drys valnødder og frisk timian henover. Server med det samme.
Skriv et svar