Jeg er fuldstændig vild med denne råsyltede blomkålssalat! Den fungerer bare lige præcis, som jeg havde tænkt og håbet, da idéen formede sig i hovedet.
Den er sprød, den er sød, den er nøddet og så er den syrlig. Sådan syrlig på en rigtig rar og frisk måde, der bidrager med et lille overraskelsesmoment. Syrligheden minder en om eddikesyltede grøntsager, men hvor sprødheden og friskheden stadig er helt i top.
Derfor, kalder jeg den for råsyltet blomkålssalat.
Den fungerer super godt sammen med lidt tungere mad, som kunne nyde godt af et lidt friskt spark. Det kunne for eksempel være pulled port eller en gryderet. Man kan vel sige at denne blomkålssalat er det syrlige modspil til den mere milde blomkålssalat jeg lagde op tidligere.
Råsyltet blomkålssalat
Ingredienser
Blomkålssalat
- ½ blomkålshoved
- 1 rødt æble
- 1 skalotteløg
- 1 bundt persille
- 1 håndfyld hasselnødder
Lage
- 4-5 spsk æblecidereddike
- 2 tsk honning
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
- Del blomkål i store buketter og skyl dem.
- Skær buketterne i tynde skiver.
- Fjern kernehus fra æblet og skær tynde både.
- Hak skalotteløg helt fint.
- Rør honning og salt ud i æblecidereddiken i en stor skål. Rør peber i.
- Vend forsigtigt blomkål, æble og skalotteløg i lagen så ikke du slår skiverne i stykker.
- Dæk til med film og lad blomkålssalaten trække en time på køl.
- Lige inden servering vendes finthakket persille i.
- Anret på et fad og drys med fintsnittede hasselnødder.
Skriv et svar