Hjemmebagt brød. Findes der noget bedre ?!? Der er vtiterligt ikke meget, der kan konkurrere med hjemmebagte boller om morgenen – særligt ikke de her koldhævede boller med øl med et lag smør og ost på
Smagfulde grahamsboller med mørk øl og sirup
De her koldhævede boller med øl og æblesirup er et virkelig godt bud på hjemmebag til morgenmaden. De er lige til at gå til, ingen æltning, blot sammenrøring af dej som smækkes i køleskabet natten over.
Den mørke øl giver en skøn fyldig, rund smag og bidrager også med fin farve. Jeg valgte en porter.
Derudover kom jeg hørfrø i dejen, men flager af hasselnødder eller grofthakkede valnødder og er også et skønt bud. Æblesirup kan du lave selv ved at koge en ufiltreret æblemost ind, eller du kan bruge anden sirup eller honning.
Men æblesiruppen er virkelig nem at lave, så give den er skud – den kan også bruges ovenpå grød eller ost.
Er du mere til spelt end til grahamsmel, så tjek de her koldhævede speltboller ud også.
Opskrift på koldhævede boller med øl her:
Koldhævede boller med øl
Ingredienser
- 2 spsk surdej eller 20g gær
- 2 spsk æblesirup eller anden sirup/honning
- 2,5 dl mørk øl f.eks. en porter
- 3,5 dl vand
- 200 g grahamsmel
- 600 g hvedemel
- 1 dl hørfrø
- 1 tsk salt
SÅDAN GØR DU
OM AFTENEN
- Bland porter, vand og æblesirup. Rør surdej (eller gær) ud heri.
- Rør hørfrø, grahamsmel og salt i.
- Tilsæt hvedemel og rør til en klistret masse.
- Dæk skålen til og sæt den på køl natten over.
OM MORGENEN
- Tag dejen ud af køleskabet og vip den ud på et meldrysset bord. Lad den ligge og vågne i varmen en times tid.
- Fold dejen ind over sig selv et par gange.
- Del dejen i 12 stykker med en dejskraber og placér dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hvilke i 30 minutter.
- Tænd ovnen på 225 grader C og stil et lille fad med vand i bunden af ovnen.
- Bag dine grahamsboller med mørk øl i 15 minutter. Tag herefter fadet med vandet ud og giv bollerne yderligere 5 minutter ved varmluft så skorpen bliver sprød.
Skriv et svar