Gløgg med æblemost giver en skøn hvid gløgg – eller gylden er den nok nærmere. Selvfølgelig alkoholfri så alle kan være med!
Efter en hyggelig, men kold, tur igennem marken på jagt efter det perfekte juletræ. En hyggetur igennem gågaden efter julegaver. Eller efter en tur forbi byens julemarked.
Med halstørklædet godt pakket op om ørene og fingrene trukket godt op i ærmet, fordi handskerne ligger glemt derhjemme.
Så er det godt at komme hjem og varme de iskolde fingre på et varmt krus gløgg. Masser af julestemning samlet i en varm kop.
Dig og familien om bordet. Børnene med. For det er nemlig en alkoholfri gløgg som er i gryden.
Så er scenen vist sat!
Så mangler vi bare at bedstemor, naboen eller søster kommer forbi med et ordentligt fad fyldt med hjemmevendte æbleskiver!
For gløgg og æbleskiver går hånd i hånd til julens arrangementer.
Ellers er de her søde juleboller med kanel og kardemomme også et hit!
Alkoholfri æblegløgg
Hvid gløgg med æblemost giver en mild gløgg, hvor de fleste kan være med smagsmæssigt. Den er smagt til med julens lækre varme krydderier og appelsiner – og er uden alkohol!
Så kan alle nemlig være med – store som små, og dem i bil.
Den er langt mere frisk og syrlig end den mørke gløgg lavet på rødvin – og så er jeg vild med den gyldne farve!
Er du ikke heeelt med på den der appelsinfrie løsning, kan du smage gløggen til med lidt rom – gerne en gylden af slagsen.
Opskrift på hvid gløgg med æblemost:
Opskriften giver 4 glas ren julestemning. De traditionelle rosiner er skiftet ud med små tern af frisk æble – men mandlerne er der stadig!
Vil du alligevel have lidt fyld der minder om rosiner, så vil lyse rosiner eller tørrede tranebær være at foretrække i en æblegløgg.
Alkoholfri æblegløgg
Ingredienser
- 1 L god æblemost
- 2 appelsiner, saften heraf
- 2 spsk rørsukker
- 2 stænger kanel
- 20 g frisk ingefær i skiver
- 10 kardemommekapsler
- 2 stjerneanis
Fyld
- 20 smuttede mandler
- 1 lille æble
- evt. tørrede tranebær og/eller lyse rosiner
SÅDAN GØR DU
- Kom æblemost, friskpresset appelsinsaft, rørsukker og krydderier i en gryde og lad det koge op. Kog gløggen i 5 minutter.
- Fisk krydderierne op med en hulske.
- Skær æblet i små tern og hak de smuttede mandler groft.
- Fordel æbler, mandler og eventuelt tranebær/lyse rosiner i 4 glas/krus og hæld den varme æblegløgg over.
- Særlig god i selskab med æbleskiver!
Skriv et svar