Annonce. Denne opskrift på blommeroulade indeholder reklame for Valsemøllen.
Sensommerens blommer gør sig fortinligt i en blommeroulade. Her får du min opskrift på en sommerroulade lagt sammen med flødeskum og bagt blommekompot. Dejen til rouladen er sprød og lidt marengs-agtig og indeholder desuden finthakkede mandler.
Kage med blommer
Jeg elsker blommer! Jeg har kære barndomsminder om lækre, saftige blommer fra de gamle, krogede blommetræer, som stod på mine bedsteforældres gamle gård. Danske blommer.
Det danske klima skulle efter sigende være perfekt til at dyrke blommer af høj kvalitet. Så derfor undrer det mig virkelig, at det er så pokkers svært at støve danske blommer op i supermarkederne. Jeg har set sveskeblommer i Lidl, men ellers er de ikke så nemme at finde. Hvordan kan det være!?! Eller er det bare mig, som ikke har luret hvor de bliver solgt?
For når nu vi burde kunne dyrke enestående blommer herhjemme, så er jeg da ikke interesseret i at købe blommer fra Spanien eller Sydafrika. Det er der jo ingen logik i.
Endnu en grund til at jeg glæder mig til at flytte ud af byen – så planter jeg sku’ mit egent blommetræ!
Opskrift på blommeroulade i samarbejde med Valsemøllen
I denne opskrift har jeg brugt Valsemøllens kagemel. Deres kagemel er lavet af en hvedesort, der er lav på glutenproteiner, hvilket gør den ideel til kager. I kager er vi nemlig ikke interesserede i at skabe et stærkt glutennetværk, sådan som vi er, når vi bager brød.
Faktisk, så kan gluten ødelægge din kage og gøre den sej i stedet for blød og svampet. Eller i tærtedej, hvor gluten forhindrer, at bunden bliver sprød. Det kan du læse meget mere om i min guide til den perfekte tærtebund.
Find opskrift på marengs-lignende roulade med blommer:
Dejen til denne blommeroulade er ret sprød – eller sagt mere direkte, så er den en pain-in-the-ass, når den skal rulles sammen. Den sprækker og knækker hist og her, men det går med lidt forsigtighed. Til gengæld så er belønningen en helt vidunderlig kombination af sprødt og blødt, sødt og surt. Den er alle bandeordene og frustrationerne værd!
Vær forsigtig med at bage bunden for længe – så risikerer du bare, at den bliver alt for sprød og er umulig at rulle. Tjek den efter 10 minutter, og herefter hvert følgende minut.
Roulade med blommekompot
Ingredienser
Bund
- 250 g sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 æg
- 125 g kagemel fra Valsemøllen
- 75 g mandler
- 1 tsk bagepulver
Fyld
- 1 portion blommekompot (se opskrift ovenfor)
- 2,5 dl piskefløde
SÅDAN GØR DU
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Pisk æggene hvide med sukker og vaniljesukker.
- Hak mandlerne fint i en minihakker.
- Bland bagepulver I melet og vend de finthakkede mandler og mel i æggene.
- Fordel dejen på en bageplade med bagepapir.
- Bag bunden i 10-15 minutter. Kig til bunden efter 10 minutter og herefter hvert følgende minut. Dejen skal være let sprød på toppen og gennembagt, men ikke alt for sprød.
- Tag bunden ud og vend den over på et nyt stykke bagepair med oversiden nedad. Mens bunden stadig er lun forrulles bunden spå på den korte led. Lad den køles helt mens den er oprullet. Dette gør det nemmere at rulle rouladen sammen senere.
- Rul nu forsigtig bunden ud igen. Pisk fløden til flødeskum, smør den på bunden og fordel blommekompot ovenpå. Lad en slip være fri.
- Rul nu rouladen sammen ved hjælp af bagepapiret.
- Drys med flormelis og server med det samme.
Susanne
Hej Anja – de sælger danske blommer fra Fejø i Irma i øjeblikket