Balsamico er en italiensk eddike, der laves ved at inddampe druemost for efterfølgende at lagre den på træfade. Den er typisk lidt tykkere og langt mere aromatisk og sød end den traditionelle vineddike. Og så udgør den en fantastisk smagsgiver i køkkenet!
Jeg bruger selv meget æblecidereddike og æblesirup når jeg laver mad, og fik derfor den ide, at jeg da måtte kunne lave en nordisk, balsamisk æbleeddike ved at lave en reduktion af en blanding af æblemost og æblecidereddike! Og den ide kunne jeg ikke lade ligge, så jeg måtte straks i køkkenet.
Og den er intet mindre end vidunderlig! Den er skøn i en olie-eddike dressing til salater eller brugt til karamelisering af stegte/bagte grøntsager eller braiseret kød.
Balsamisk æbleeddike
Ingredienser
- 1 L ufiltreret æblemost
- 2,5 dl æblecidereddike
SÅDAN GØR DU
- Kom alle ingredienserne i en pande - gerne med en non-stick beklædning.
- Kog det ind indtil væsken er reduceret til ca. 1,25-1,5 dl. For mit vedkommende tog det ca. 1,5 time.
- I begyndelsen kan det godt nogenlunde passe sig selv, men efterhånden som det koger ind skal du være mere opmærksom på den, så ikke du ender med at få reduceret for meget og risikerer at brænde den på (der er meget frugtsukker i æblemosten).
- Hæld din æblebalsamico på et skoldet glas og sku låg på.
- Opbevar æblebalsamicoen i et skab - holder sig længe.
Agnete Kristensen
Hej Anja. Det ser ud som en god ide og spændende opskrift. Tror du man i stedet for æblemosten kan bruge, æblejuice ?(vi har mange æbler lige nu og en god slowjuicer)
Når jeg læser om æblemost og æblejuice på diverse sites, kan jeg ikke finde ud af, om det i virkeligheden er det samme. Hvad mener du?
Anja Suldrup
Hej Agnete
Ja du bør sagtens kunne bruge friskpresset juice fra dine egne æbler.
Om der er en egentlig definition på forskellen mellem juice og most, er jeg usikker på. Men for mig personligt er most typisk ufiltreret, hvor juice typisk kommer fra koncentrat.