Annonce. Denne opskrift på koldhævede speltboller med æble indeholder reklame for Valsemøllen.
Koldhævede morgenboller
Når der skal nybagte boller på morgenbordet – så tyr jeg altid til de koldhævede af slagsen. Af den simple årsag – at det er nemt.
Det kræver ikke de store anstrengelser at tage en skål med en lækker, luftig dej ud af køleskabet, dele den i mindre stykker og bage dem.
Det er straks værre, hvis man skal starte helt fra begyndelsen af!
Afveje.
Blande.
Ælte.
Og med ét ligner køkkenet en blanding af et snelandskab og en krigszone – allerede før dagen for alvor er i gang…
Ventetid – se det er næsten det værste! Lige pludselig er klokken jo mange inden familien er fodret af og dagen for alvor kan gå i gang.
Derfor – altid koldhævede boller.
Speltboller med dansk mel fra Valsemøllen
Jeg har tidligere beskrevet min glæde over, at man kan finde dansk mel af høj kvalitet på hylderne. Og det gælder stadig!
Valsemøllen har et stort sortiment af dansk mel, hvor du blandt andet kan finde hvedemel, fuldkornspeltmelt (min favorit!), ølandshvede og hvid hvede fuldkornsmel – den sidste er genial til at snige fuldkorn ind i dit bagværk, men uden at det ligner og føles som groft brød – tjek bare min seneste opskrift på brioche burgerboller med fuldkorn.
I den her opskrift på koldhævede speltboller er der dansk over hele linjen – dansk hvedemel, dansk speltmel, dansk æble og dansk honning.
Nationalfølelse.
Opskrift på koldhævede speltboller med æble og solsikkekerner
Smæk dejen sammen sidst på eftermiddagen, giv den lidt kærlighed, og sæt den på køl natten over. Næste morgen er bobler den af glæde – ligesom familien vil gøre, når de får serveret helt nybagte morgenboller!
Koldhævede speltboller med æble
Ingredienser
- 10 g gær
- 5 dl vand
- 1 tsk honning
- 1 æble i små tern
- 50 g solsikkekerner fra Valsemøllen
- 300 g dansk fuldkornsspeltmel fra Valsemøllen
- 300 g dansk hvedemel fra Valsemøllen
- 6 g havsalt
SÅDAN GØR DU
- Rør gær og honning ud i vandet. Hæld solsikkekerner og æbletern heri.
- Rør fuldkornsspeltmel og salt i. Rør hvedemel i.
- Ælt dejen på en røremaskine eller med en elpisker med dejkroge i 10 minutter.
- Fold dejen tre gange ind over sig selv, dæk skålen til med et klæde og lade den hvile i 30 minutter på køkkenbordet.
- Fold dejen ind over sig selv igen. Gentag dette hver halve time 2-3 gange mere. Stil herefter dejen i køleskabet natten over.
- Om morgenen sættes en bagesten i kold ovn og den fyres op på 250 grader.
- Tag dejen ud af køleskabet, hæld dejen ud på et meldrysset bord og fold den ind oveer sig selv.
- Del i 12 stykker og placer dem på to stykker bagepapir. Træk bagepapiret over på den brændvarme bagesten.
- Bages i 12-14 minutter.
Martin Thorsager
Hej Anja
Fantastisk opskrift. Har brugt den flere gange og den er sikker hver gang. Altid lækkert.
Jeg har selv prøvet at erstatte æble med revne bolsjebeder med grahamsmel i stedet for speltmel og det giver en lidt grovere og sandwichagtig bolle. Stadig lækkert.
Kan tilføje, at jeg efterhæver bollerne i ca. 20-30 min inden de kommer i ovnen.
Tak for at inspirere min nyfundne bagelyst og hobby.