Opskrift på en vidunderligt cremet ricotta dip med citron, spæde skvalderkål og fuglegræs. Brug den som dip til fladbrød eller som spread i sandwiches og wraps.
Dip med vilde urter – skvalderkål og fuglegræs
Selvom denne ricotta dip er lavet med vilde urter – så er den altså ikke vildere, end at du kan nøjes med at gå ud i din have, i grøften eller andre steder med bare en anelse grøn vækst.
For skvalderkål og fuglegræs – de vokser stort set alle steder.
Skvalderkål smager bedst når de er helt nye og friske. Det vil sige nu, hvor de er begyndt at pible op af jorden under forårssolen. De har en fuldstændig fantastisk krydret duft, som er ret nem at genkende når først man lærer den at kende. Og så smager de lidt af en krydret, let bitter udgave af persille.
Prøv også skvalderkålssalat med honningristede valnødder.
Fuglegræs kan man finde stort set året rundt. Smagen er mild og kan bedst beskrives som ‘grøn’. En grøn smag – ja jeg ved ikke helt hvad ‘grøn’ er for en smag – nok sådan en frisk salat-smag?
Fuglegræs kan bruges som top-lækkert grønt drys på alle retter – eksempelvis ovenpå flammkuchen med rødløg.
Sprødt fladbrød med cremet urte-ricotta
Ricotta dippen gør sig fantastisk på et tapasbord med sprøde, ristede stykker af fladbrød. Køb nogle gode, tynde fladbrød hos din lokale etniske forhandler (de har de bedste af slagsen!), bræk dem i rustikke stykker og rist dem på brødristeren til de er sprøde.
En anden dip, som jeg varmt vil anbefale, er denne rygeostcreme med rødløg og purløg, der også er exceptionelt god til blandt andet grøntstave eller bare smurt på et stykke ristet rugbrød.
Opskrift på ricotta dip med urter her:
Ricotta dip med urter
Ingredienser
- 250 g ricotta
- 3 tsk friskpresset citronsaft
- 1 tsk reven citronskal
- 3 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 1 håndfuld spæde skvalderkål
- 1 håndfuld fuglegræs
- 1 tsk havsalt
- 0.5 tsk friskkværnet peber
SÅDAN GØR DU
- Rør ricotta med citronsaft og revet citron skal.
- Hak 2/3 af skvalderkålen og vend det i ricotta dippen.
- Smag til med salt, peber og eventuelt mere citron.
- Kom dippen i en skål og dribl med olivenolie og drys med resten af skvalderkålen og fuglegræs.
Skriv et svar