Broccolisalat.
En vaskeægte klassiker, der aldrig går af mode!
Og en af de få former for broccoli, som jeg kan snige over på kærestens tallerken – der er jo bacon til!
Her får i mit bud på en helt klassisk udgave af den populære broccolisalat – eneste “synd” imod den er, at rosinerne er erstattet med tørrede tranebær.
Mangler du idéer til andre salater? Så se her!
Hjemmelavet broccolisalat
Broccoli, rødløg, bacon, solsikkekerner og, i dette tilfælde, tørrede tranebær. Det hele vendt sammen i en god dressing rørt sammen af ymer og mayonnaise.
Creme fraiche kan selvfølgelig bruges i stedet for ymer, men ymeren giver en lidt mere hverdagsvenlig version med mindre fedt.
Jeg blancherer broccolibuketterne meget kortvarigt i kogende vand, og tipper dem straks over i isvand – det fremhæver deres grønne farve og gør også noget godt for teksturen. Men det er i virkeligheden unødvendigt. Du kan sagtens nøjes med at skylle broccolien godt.
Sørg for at broccolibuketterne er dryppet helt fri for vand inden du vender dem sammen med dressingen – ellers får du en meget våd og sjasket broccolisalat – og det gider vi ikke! Hvis du har en salatslynge, så giv dem en ordentlig tur heri.
Hjemmelavet broccolisalat
Ingredienser
- 1-2 broccolihoveder - afhængig af størrelse
- 2/3 dl tørrede tranebær - eventuelt delt en gang hvis de er store
- 2/3 dl ristede solsikkekerner
- 1/2 rødløg i små tern
Dressing
- 2 dl ymer - eller creme fraiche
- 3-4 spsk mayonnaise
- 2 tsk sukker
- 2 tsk æblecidereddike
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
Desuden
- 1-2 pakker bacon - brug den mængde du synes passende
SÅDAN GØR DU
- Sæt en gryde med vand over og forbered et isbad.
- Del broccoli i små buketter og skyl dem godt.
- Lad broccolibuketterne blanchere i det kogende vand i 30 sekunder, hvorefter de skal direkte over i isvandet. Det gør buketterne ekstra grønne og sprøde.
- Lad broccolibuketterne dryppe godt af i en sigte - giv dem meget gerne en tur i salatslyngen, hvis du har sådan en.
- Rist solsikkekerner på en tør pande.
- Lav dressingen og vend den sammen med broccoli, rødløg, tranebær og solsikke kerner - tag gerne lidt tranebær og solsikkekerner fra til topping.
- Steg bacon sprødt og bræk det i stykke udover broccolisalaten.
Skriv et svar